”Menneskene er jo gode –
men hvorfor er de det så ikke?”

Prædiken til 1. søndag i Fasten, Matt. 4,1-11 / ved sognepræst Mette Enevold

På en af Storm P.’s små tegninger ser man en herre med hat, briller og frakke gå af sted på en lang snoet vej. Han går med hænderne på ryggen og grubler og tænker. Det, han går og grubler over, er følgende sætning: ”Menneskene er jo gode – men hvorfor er de det så ikke?”

Ja, det kan vi også godt gå lange ture og gruble over: Menneskene er jo gode – men hvorfor er de det så ikke?

Vi kan kigge os omkring i vores verden og gruble med, for hvorfor ved vi mennesker ikke bedre end at ødelægge og bekrige hinanden, råbe ad hinanden, være mistroiske over for hinanden og grådigt rage til os af jordens ressourcer? Hvorfor passer vi ikke på jorden og hinanden og deles om alt det gode på denne klode i stedet for? Hvorfor lever vi ikke i fred med hinanden frem for at bruge uendeligt mange milliarder kroner på oprustning?

Menneskene er jo gode – men hvorfor er de det så ikke?

Den danske astronaut Andreas Mogensen har flere gange udtalt, hvor stort det har været for ham, da han var på sit 6 måneders ophold på Den Internationale Rumstation, at kigge ned på vores planet, jorden. Den er smuk uden landegrænser og adskillelse af områder – ingen skel, men én sammenhængende helhed. Hvorfor er det så svært for os mennesker at tage vare på det hele fremfor at slås om det?

Gang på gang hører man folk udtale, når de bliver spurgt om deres tro, at de tror på mennesket. Og som en provst udtaler i Kristeligt Dagblad for nylig (Anna Døssing Gunnertoft 4/3-25 s. 8): ”Det lyder i første omgang smukt at tro på mennesket, men det er også farligt og problematisk!” For provsten henviser til en kvinde, der udtrykker, at hun tror på mennesket (humanismen), og at hun dermed ikke tror på skyld og skam. Ja kvinden siger, at hun faktisk har besluttet, at hun aldrig vil fortryde noget. Hun har altid gjort sit bedste, og ingen af hendes gerninger har dermed været dårlige.” At tro på mennesket betyder altså for kvinden, at mennesket kun er godt og nærmest fejlfrit og ikke vil have med skyld og skam at gøre.

Og ja, da vil jeg give provsten ret i, at det er dybt problematisk og farligt. For hvis menneskene er gode, som Storm P. skriver, hvorfor er de det så ikke?

I tiden lige efter 2. Verdenskrig var verden godt klar over, at mennesket ikke kun er godt og fejlfrit og uden skyld og skam, men har vi kollektivt glemt den erfaring, fordi det nu er så længe siden, og derfor chokeres vi ekstra voldsomt og er slet ikke rustet til, hvordan verdenssituationen er vendt i den seneste tid? Hvor det ikke er troen på menneskets godhed, der synes at træde frem og viser sin styrke.

Som den britiske forfatter Chesterton skulle have sagt, så er dogmet om arvesynden det eneste, man ikke behøver at tro – man kan blot se sig omkring!

Det er nemlig sådan, at talen om synd ikke handler om at fordømme eller nedgøre mennesket. Det handler heller ikke om at fjerne glæden fra livet. Nej, synd giver i stedet et realistisk syn på mennesket ved hverken at nedgøre det, men heller ikke idealisere det – for mennesket kan ikke bære eller holde til en idealisering. Det er overbelastning af mennesket – af os alle.

Mennesket er ikke udelukkende godt – mennesket fristes også til at forvolde den grusomste ondskab. Vi lever i relationer til hinanden, til verden og til Gud, og i de relationer bliver vi skyldige. Skyldige at tage vare på og tage ansvar for kloden og hinanden, vi er skyldige at elske og tilgive og bringe fred, og når vi ikke gør det, viser vi, at vi er syndige. Mennesket er ikke udelukkende godt – vi er syndere.

Synd er: at ville selv uden Gud. Synd betyder at ramme ved siden af – at misse Guds mål med det liv, som vi har fået givet. Og målet er kærlighed. Målet er dit medmenneske, dit medmenneskes trivsel og livsmod.

Synd er, at vi rammer ved siden af dette mål, og synd er dermed, at liv går i stykker, at kærlighed går i stykker, at du og jeg træder på et andet menneske, at vi misser at elske vores næste. Synd er, at liv går i stykker, og ikke kun fordi du bliver svigtet og ramt af ulykke og tab, men også fordi du og jeg uvægerligt selv i givne situationer svigter det andet menneske.

Sådan er det at være menneske, ingen undtaget. Det er et realistisk menneskesyn, og derfor lægger vi ikke alt i at tro på mennesket, men vi lægger alt i at tro på Gud.  

Vi tror på Guds nåde, som Paulus skriver i epistelen. Vi tror ikke på, at vi mennesker kan overvinde det onde ved egen kraft – indimellem kan vi blive helt lammede af afmagt over for det mørke, som verden synes indfældet i – men vi tror på, at kærlighed, glæde, håb, tilgivelse, fred og liv, der pibler frem i os og omkring os, som vi oplever dagligt, er Guds kraft. Jesus lover, at det er det sidste, som skal sejre, at det ikke er det onde, der skal ende med at få al magten. For Gud er stærkere, han er vores kærlighedssværd i kampen mod alt det, der vil friste eller true os.

Vi er kommet ind i den del af kirkeåret, som man kalder fastetiden. Og fastetiden er tiden fra nu og frem til påske. Med dagen i dag er der 40 dage til Skærtorsdag – til minde om Jesu faste i ørkenen i 40 dage og 40 nætter, som vi hørte om før.

Mange af fastens tekster handler om kampen med det onde. Man kan sige, at fastetiden er en tid til at se det ondes realitet i øjnene i vores liv. Men det er kun ½ sandhed. For fastetiden er først og fremmest en tid til at erkende, at det gode findes, livskilden, Guds kærlighed, som er større end alt det, som vil nedbryde og ødelægge livet. En tid til at høre, at Guds magt er større end det ondes magt – også i dit og mit liv.

Djævelen frister Jesus 3 gange i evangelieteksten, men Jesus modstår både kroppens og sindets forsøg på at forlede ham, og han vender tilbage til livet. Jesus bevarer roen og holder fast i sin overbevisning, selv om alt i hans menneskekrop må have skreget på mad og drikke.

I den første fristelse fristes Jesus til at tage magten over det, der gives os fra Gud: nemlig maden, det daglige brød (ved at lave sten om til brød). I den anden fristelse fristes han til at tage magten over døden (ved at bede englene redde sig), og i den tredje fristelse fristes han til at få magten over alle verdens riger (ved at tilbede Djævelen).

Den onde selv tilbyder Jesus, at han ville sørge for alle disse tre ting, hvis blot Jesus vil tilbede ham. Men Jesus afviser ham og trækker det afgørende våben frem i kampen mod den onde, nemlig ordene: ’Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.’

Jesus er fyldt af Helligåndens kraft efter sin dåb, som vi hørte om Fastelavns søndag, til at sige nej til Djævelens fristelser, sige nej til det onde. Han går foran os og viser en vej, så vi også med ham kan sige nej til det ondes fristelser i vores liv.

Ligesom vi gør i Trosbekendelsen, når vi siger: Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi siger nej til alt det, der vil ødelægge livet – også når det tager sit tag i os – og minder på den måde os selv og hinanden om, at vi som mennesker står i en kamp. Vi befinder os ikke udenfor på et helle, men er sat midt i en kamp imellem det onde og det gode. Ved at forsage Djævelen minder vi hinanden om, at vi er døbt til at stå på Guds kærligheds side. Guds kærlighed er stærkere end det ondes magt.

Før hørte vi den lange fortælling om Adam og Eva. Det er netop en fortælling, som illustrerer denne kamp. Igennem fortællingen – myten - hører vi noget om, hvad det til enhver tid vil sige at være menneske.

Fortællingen siger, at du er skabt af Gud, du er villet af Gud, han giver dig liv. Men fortællingen siger også, at der ligger en trang i os til at ville være mere end et menneske skabt af Gud. Vi vil gerne skabe os selv, selv være Gud, og det bemærkelsesværdige i fortællingen er, at da mennesket ville være mere end menneske og spiste af frugten, blev det mindre end sig selv. Det blev afklædt, nøgent, afpillet. Uden værn og beskyttelse.

Hvorfor det er sådan, hvorfor vi vil være mere end mennesker, giver beretningen ingen forklaring på, sådan er det bare. Slangens tilstedeværelse forklares heller ikke – den er der bare.

Man kan om det onde sige: det sker med dig, det hænder dig/overgår dig, og samtidig vil du det. Det er på én gang skæbne og skyld. Det onde får magt over os – og vi siger ja til det - det er os, der vil det - og derfor, fordi det onde får magten over os, er livet splittet, brudt.

Det indebærer, at vores liv er en stadig kamp, efter at Paradishavens porte smækkede i bag hver enkelt af os, og det er i den kamp, Jesus er trådt ind. Han stiller sig midt i den og viser en ny vej for os. Han har magten og viljen til at modstå det ondes fristelser, han siger nej. Fordi han har sagt nej for os, kan vi også med ham sige vores mere eller mindre vaklende og famlende nej til Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Jesus viste os vejen til Gud sidste søndag gennem dåben og i dag ved at modstå Djævelens fristelser. Dermed giver han os styrke til hver især at kæmpe mod det onde, dér hvor vi står, i det liv, vi lever. Han viser os en vej ud af det ondes magt. Ja, han har åbnet Paradisets porte igen, vejen ind i Guds kærlighed. Og den kærlighed kan styrke os, trøste og oplive os til at modstå den gamle slanges tunge, når den vil lokke og friste os til at tage Guds plads.

Guds kærlighed indpoder i os, at vi skal gøre det gode! Også når det ikke falder os let. Mennesket er jo både godt og ondt, og derfor skal vi holdes fast på det gode.

Gud er god, og Guds kærlighed er stærkere end al ondskab. Det glædelige budskab er, at Gud klæder vores nøgne kroppe med sin kærlighed. Det gør han i dåben, og det gælder fortsat. Han giver os kraft til at leve, til at elske og gøre det gode.

Som vi synger i Johannes Johansens salme om lidt:

Du rev masken af den onde,

stødte ham i Helved ned.

Nøgne går vi selv til grunde.

Klæd os i din kærlighed!

Amen.